Først kom Sebastian, derefter kom Clara, derefter kom Matilda. Derefter kom tumulten, da en far lettede sit hjerte, og en andens gik i stå. Den nat blev der ikke blot født trillinger på hospitalet i Lund, men også hemmeligheder nok til en kvart livstid.
Femogtyve år senere: En ung kvinde hænger sig i en dørkarm. En mor møder djævelen i en kolonihave i Lund. Sebastian rejser til London, Clara til Påskeøen og Matilda til Västerbotten. Derefter bliver alting pludselig meget kompliceret.
Et system så storslået at det blænder er en stor og labyrintisk fortælling. En familiehistorie, en parforholdshistorie, en samfundssatire, filosofisk og videnskabelig, klog og ligetil, sjov og voldsom, sørgelig og opløftende.
Amanda Svensson er kulturskribent, oversætter og forfatter. Hun voksede op i Malmö og bor nu i Cornwall med sin familie. Hun er næstformand i Bedømmelseskomitéen for Nordisk Råds Litteraturpris.
Svensson er for Et system så storslået at det blænder blevet tildelt både P.O. Enquist-prisen og Svenska Dagbladets Litteraturpris.